Valby MC
Begyndelsen

Engang for længe siden, var der en gruppe drenge, som kørte rundt på deres knallerter i Valby. Disse drenge blev efterhånden så store at knallerterne blev for små, og de gik derfor over til motorcykler. Man kørte lidt på ture sammen, skruede sammen og festede sammen, dermed var grundlaget for en klub lagt.

Da de fleste boede i Valby eller nærmeste omegn, var det naturligt at kalde klubben for Valby Mc Touring. Klubben blev stiftet den 15. marts 1977. Rødderne havde ikke noget klubhus til at starte med, men mødtes privat eller hvor det nu var belejligt. Man ledte med lys og lygte efter et sted hvor klubben kunne være, og til sidst lykkes det i en lille 2-etages bygning på Horsekildevej.

Et andet sted i Valby, var en anden flok rødder også ved at etablere en mc-klub ligeledes uden klubhus. Denne klub kaldte sig for Ørnene, Valby. De holdt til på Shell-tanken på Sønder Fasanvej – her var én af rødderne nemlig ansat, og forpagteren lod os velvillig bruge deres frokoststue til mødelokale 1 gang om måneden. Senere blev der også mulighed for at vinteropstalle mc’erne inde i den store vaskehal, hvor der stod 8-10 cykler, uden at der blev pillet ved dem! Se det havde nok ikke gået i dag.